De vigtigste svar og spørgsmål om RAUKANTEX FP.
Spørgsmål og svar til dine kunder om RAUKANTEX FP
Bygningsteknik
I Tyskland er der f.eks. i modelbygningsloven (MBO) angivet objekttyper, hvor der stilles krav om brandbeskyttelse:
- Infrastrukturbygninger, f.eks. i sundhedsvæsenet, sociale tjenester, skoler
- Højhuse > 22 m højde
- Erhvervsbygninger > 800 m²
- Kontor- og administrationsbygninger > 400 m²
- Indkvarteringssteder > 12 senge
- Restauranter > 40 pladser
Derudover findes der regler og retningslinjer (f.eks. statslige bygningsreglementer, retningslinjer for skolebyggeri), som definerer de nøjagtige krav til brandsikring.
Den evaluerer et byggemateriales brandadfærd ved hjælp af specifikke testmetoder og grænseværdier. I EU-området skal den anvendes på nyligt importerede produkter. Sammenlignet med DIN 4102-1 ser den mere detaljeret på et byggemateriales røg- (s = smoke) og dråbeegenskaber (d = droplets). Dette gælder for byggematerialeklasserne A2 til D. Brandhæmmende byggematerialer må ikke fortsætte med at brænde selvstændigt, efter at antændelseskilden er fjernet, dvs. de skal være selvslukkende. I den europæiske klassificering angiver byggematerialeklassen byggematerialets bidrag til brand.
Dette er kun en orienteringsklassificering. Den faktiske byggematerialeklasse kan kun bestemmes ved hjælp af en test!
| DIN 4102-1 | EN 13501-1 |
| A1, A2 - ikke-brændbar | A1 - ikke-brændbar A2 - ikke-brændbar/ stærkt brandfarlig |
| B1 - stærkt brandfarlige | B, C - stærkt brandfarlige |
| B2 - normalt brandfarlige | D, E - normalt brandfarlige |
| B3 - let brandfarlige | F - let brandfarlige |
s + røg = røgudvikling
s1 - ingen eller næsten ingen røgudvikling
s2 - middelstor røgudvikling
s3 - kraftig røgudvikling
d + dråber = brændende drypning/nedfald
d0 - ingen drypning/nedfald
d1 - begrænset drypning/nedfald
d2 - kraftig drypning/nedfald d2 - kraftig drypning/nedfald
Ved klassificering inden for klasserne B, C og D gælder kontrolstandarderne EN 13823 SBI (Single Burning Item, termisk belastning fra en enkelt brændende genstand for byggevarer) og EN ISO 11925-2 (produkters brandfare, når de udsættes direkte for flammer - Del 2: Kontrol ved enkelt flamme). Klassificeringen foretages ud fra grænseværdierne.
Skinne
Fareniveauet (HL) bestemmes ud fra kombinationen af driftsklasse og konstruktionsklasse. Der findes kategorierne HL1, HL2 og HL3, hvor HL3 er det højeste fareniveau. HL angives af operatøren, og ofte kræves HL3 for at garantere den højst mulige sikkerhed
Driftsklasse | Byggestilsklasser | |||
| N: Standardkøretøjer | A: Automatisk kørselstilstand | D Dobbeltdækkerkøretøjer | S: Sovevogn og liggevogn | |
Overfladefartøjer | HL1 | HL1 | HL1 | HL2 |
| Tunnel <= 5 km | HL2 | HL2 | HL2 | HL2 |
| Tunnel > 5 km | HL2 | HL2 | HL2 | HL3 |
| Tunnel, sideevakuering ikke mulig | HL3 | HL3 | HL3 | HL3 |
Brandbeskyttelseskrav for alle komponenter er kortlagt i 26 retningslinjer (f.eks. R1, R22, R24, ...). Disse afhænger af anvendelsesformål (funktion) og installationssted. Der er til dels en liste over komponenter. Ved andre komponenter tages der hensyn til det eksponerede område, den brændbare masse og omgivelserne. Hver retningslinje består af definerede testprocedurer og specifikke grænseværdier (afhængigt af HL1, HL2 og HL3). Retningslinjen udstikkes af operatøren. Et R-krav definerer f.eks. iltforbrug, varmeproduktion og giftighed.